Er du godt i gang med 2018? Er det i år at ny livsstil, nyt job eller andet skal ske? Er der forandringer på tegnebrættet?

Tiden byder sig selv velkommen, og en dugfrisk 1. januar lancerede Q1. Forandringer er i sprællende flor, overalt og voksende. Nogle er selvvalgte, og andre er andres valg.

Åh du kære 2018, mit hjerte flyder over, når jeg ser reklamen med den lille dreng, der sammen med sin mor, handler inventar til sin første lejlighed – fordi han slet ikke er lille, men er blevet forvandlet til en stor dreng. Jeg mærker sitren, mens jeg føres ind i sødsuppen og bliver blød og varm af kærlighed.

2017 har været et forvandlingens år

I vores lille sammenbragte kollektiv har vi haft fornøjelsen af 1 konfirmand, 1 hjemvendt fra USA ophold, 2 studenter og samme 2 der pludselig var blevet store som i reklamen og skulle handle inventar til deres første lejlighed.

Transition Partner har bl.a. haft 1 års fødselsdag, som blev glemt i passioneret engagement, skabertrang, svære udfordringer og arbejdsglæde. Samarbejdspartnere i Jylland er budt velkommen og spændende relationer er etableret. Andre relationer var kortvarige fornøjelser og hvem ved, måske mødes vores veje igen.

Nye traditioner skabes

Forandringer er uundgåelige. Spørgsmålet er hvordan vi implementerer og reagerer på dem og hvordan vi kan forbedre og herved skabe værdi.

”Skal vi købe ind sammen og fylde dit køleskab, inklusiv kram?” ”Skal vi gå i biffen, inklusiv kram?” ”Mor, må jeg komme hjem og bo i et par dage, inklusiv kram?” En lykkerus breder sig og mit hjerte er i hopla.

Danmark indtages og personlige møder skaber samklang og dynamik. Passioner, forretning og arbejdsglæde forenes i smuk samhørighed.

Forandringer byder sig, og tænk hvis vi alle rider med på de forførende og til tider voldsomme bølger. Jonglerer med at stå på tå, oplever vingesuset og gør vores ypperste. Og andre gange bare flyder skvulpende med, indfanger universets vidunderlige stråler og nyder livets overflødighedshorn.

”Hvad kan være en selvvalgt forandring som bringer dig ud af din komfortzone?”, blev jeg spurgt ved nytårsmiddagen. At stå på en scene foran +500 mennesker. BOM der sagde jeg det. Mærker suset, spænding og nysgerrighed. Skal 2018 mon være året hvor jeg griber udfordringen og opfordringen?

Og hvad kan din være?